Kontinensforeningen
Et møde med Soroptimisterne fra den rundfarende sekretariatschef Aase Randstoft Kontinensforeningen
Kilde: KontinensNyt 2-2007 www.kontinens.dk
I slutningen af 2006 modtog jeg en invitation og opfordring til at holde et foredrag for Soroptimisterne Frederiksberg/Gentofte afdelingen. Foredraget skulle holdes i KB-Hallen på Frederiksberg i
uge 6, 2007.
Jeg blev lidt nysgerrig - og hvad er vel mere naturligt end at gå på internettet og søge oplysninger. På www.soroptimisterne.dk fandt jeg et
omfangsrigt program og mange interessante oplysninger om
Soroptimisternes nationale og internationale sociale engagementer. Det var absolut nogle positive informationer - og jeg var ikke i tvivl om, at svaret til Soroptimisterne var et 'Ja' til at komme og fortælle om mit daglige arbejde som administrativ leder i Kontinensforeningen - i øvrigt Danmarks bedste job! Dagen efter foredraget, blev jeg både glad og stolt - for da jeg åbnede posten og min mail, havde jeg modtaget følgende ord:
Kære Aase.
Vi i Soroptimisterne siger 1000 tak for i går - det var et strålende foredrag, du gav os - og også tak for det fine informationsmateriale, du havde med til os alle sammen. Vi vil på vores
generalforsamling se, om vi har penge i kassen til et lille beskedent bidrag til Kontinensforeningen. På gensyn og endnu en gang tak for det dejlige foredrag. Og god vinterferie.
Hilsen fra Elsebeth
Kære Aase.
Du er bare så professionel. Jeg er imponeret over den viden, du har om emnet. Jeg må se at få meldt mig ind i Kontinensforeningen. Mange hilsener fra Lis
Kære Aase Randstoft.
Tak for dine meget lærerige og interessante informationer ved dit foredrag. Jeg sender dig her nogle statistiske informationer, som måske kan være interessante for foreningen:
Erika Helmbæk
Følgende gælder for personer, der ikke lider af inkontinens
• En gennemsnitsperson går på toilettet ca. 2.500 gange om året.
• Igennem et helt liv bruger man sammenlagt 3 år på toilettet.
• Over halvdelen af verdens befolkning har ingen ordentlige sanitære forhold.
• Kvinder bruger 3 gange så meget tid på toilettet i forhold til mænd.
• Der findes organisationer verden over, der uddanner folk i toiletbrug. (Kilde: MetroXpress)
Det var gode tilbagemeldinger på en i øvrigt - også for mig god og informativ aften, idet 2 af Soroptimisternes medlemmer holdt foredrag om deres tidligere og nuværende meget spændende rhvervskarrierer.
